Sammenblanding af PR og historie

Tak til Trine Lindén for reaktion på min anmeldelse af hendes og Cecilie Wallengrens bog om Daloon. Hun kan ikke forstå mine indvendinger, hvilket giver mig mulighed for nærmere at forklare principperne bag.

Min anmeldelse af bogen var faktisk langt hen ad vejen positiv. Den blev i anmeldelsen bedømt som 'flot' og velskrevet, mens indvendingerne ved den faglige bedømmelse var bemærkninger, der faktisk kan stilles til de fleste virksomhedshistorier - hvilket jeg også angav i anmeldelsen. F.eks. mener jeg, at et stikordsregister er et must i bøger af denne type, men altså også at de fleste andre forfattere forsynder sig mod dette.

Det dybt problematiske ved bogen var til gengæld det historiesyn, den var skrevet ud fra. Den ligger langt fra historieverdenens traditionelle idealer om sandhedssøgen, hvor læseren kan stole på, at det fremlagte giver hele billedet - med både de positive og de negative sider.

Virksomhedshistorie som genre

Historieskrivning har traditionelt haft en overvægt mod idéhistorie og nationale begivenheder. Derimod har interessen på universiteterne kun undtagelsesvist været rettet mod det mere prosaiske erhvervsliv. Samtidig er erhvervslivet af natur et samfundsområde med en meget stor økonomisk omsætning. Manglen på historieskrivning parret med økonomisk overskud i erhvervslivet har givet en helt speciel genre i historieskrivningen: virksomhedshistorien, som ofte helt eller delvist er betalt af virksomheden selv.

Der er udgivet mange værdifulde værker, som har beriget den danske historiske vidensbank. Det er samtidig et område, hvor kvaliteten af de bedste bøger har været stigende. Et af de bedste er Holm, Byskov og Toft Hansens "Proteiner fra havet" (1998) om fiskemelsindustrien i Esbjerg.

Det er dog stadig et område, hvor tilfældigheder kan spille ind. Ofte bliver historien skrevet af en tilfældig journalist, som gentager skrønerne om stifteren. Selv uddannede historikere har leveret tyndbenede bidrag, hvor det har været svært for en erhvervsvirksomhed at forstå - og betale for - den ellers nødvendige forskningsproces. Det tager tid at levere et ordentligt produkt, og de bedste bidrag stammer derfor ofte fra historikere, som kan yde et arbejdsbidrag gennem en ansættelse som lektor på et universitet eller museum, hvor de tager af deres forskningstid.

Historikerproletariatets stilling

De mindre priviligerede historikere, dem uden offentlig betalt forskningstid, står i en helt anden situation. De er på en måde et proletariat, som falbyder sig på et marked. De har også samme stilling over for arbejdsgiveren som det egentlige arbejderproletariat: de er arbejdstagere, som er direkte underordnet den løngivende arbejdsgiver. De skal være loyale.

I hvert fald den underordnede rolle har en betydning, når vi skal tale om censur og selvcensur i historieskrivningen. Historikeren har et ideal, som er lært på universitetet og andre faglige sammenhænge. Virksomheden har en anden lidt mere udefinerlig interesse i at få skrevet den historie, de kender til. Det er disse interesser, som skal forenes i et resultat til fælles glæde.

Det er dog en situation fyldt med konflikter. Jeg kender mekanismerne fra arbejdet med mine egne bøger om erhvervshistorie. Her har jeg selv stået i ubehagelige konfliktsituationer. Hvad gør man, hvis informationschefen i det firma, som betaler ens løn og har stillet i udsigt at udgive ens skrift med farvebilleder og stift bind, kræver at afsnittet fra krigens tid skal udgå; dets omtale af de tyske besættelsesstyrker vil kunne genere firmaets tyske bestyrelsesformand. Hvis man nægter at tage afsnittet ud, kommer der ikke flere opgaver fra den kant. Hvis man siger ja, vil man blive anbefalet som en for firmaet loyal medarbejder - flere opgaver venter.

Dem med en lav grænse for modstand mod censur fungerer derved som faglige skruebrækkere.

De historikere, der fastholder fagets etik, bliver derimod forhindret i at arbejde på området.

Det er en helt anden stilling, som Ditlev Tamm står i, når han skal kulegrave Danfoss historie under besættelsen på firmaets regning. Han har sin professorstilling på universitetet, som giver ham en helt anden stilling over for firmaet (det er faktisk også denne integritet firmaet er interesseret i, så ingen vil kunne stille tvivl om Tamms resultater!).

Den umulige nutidshistorie

Alle virksomhedshistorier skal normalt føres op til nutiden, hvilket giver nogle helt generelle problemer for historikere. Min påstand er, at for de seneste 30 år, kan man ikke skrive neutral historie. Skribenten skal faktisk udøve selvcensur!

Forklaringen ligger i det konfliktfyldte samfund, en erhvervsvirksomhed bevæger sig i. Strategier og fabrikationshemmeligheder kan ikke beskrives af hensyn til konkurrenterne. Økonomiske forhold kan ikke beskrives indgående, da det vil skabe konflikter med skattevæsenet og konkurrencestyrelse; eller det vil kunne give fagforeningerne idéer til lønforhøjelser. Miljøforhold har tidligere været et meget problematisk emne, og fødevarevirksomheder har altid på et eller andet tidspunkt forsyndet sig mod sundhedsmyndighedernes krav.

Man skal altså i virksomhedshistorien bevæge sig ind i dette minefelt. Samtidig består en virksomhed selv af folk, som har konflikter med hinanden indbyrdes. Alle beslutningstagere har taget beslutninger, som i eftertidens lys har været forkerte og som har favoriseret én afdeling til fordel for en anden.

Det er vanskeligt, at skrive kritisk om de folk, man er afhængig af og får sin løn fra. Kun hvis der er en 'neutral' base, kan det gøres i en vis udstrækning. Den nævnte bog fra Esbjerg havde også kritiske bemærkninger om visse af erhvervsledernes dispositioner, men opgaven med at skrive historien lå også i Fiskeri- og Søfartsmuseet - altså i en armsbreddes afstand fra den betalende og studerede virksomhed.

Yderligere argumentationer findes i min artikel "Kan vi stole på jubilæumsskrifter?" i Fabrik og bolig nr. 1, 2000.

Sammenblanding af PR og historieskrivning

Den omtalte bog om Daloon er udgivet af firmaet GCI Mannov, som er et af landets førende PR-bureauer. GCI står for Grey Communications International, som er en international PR-koncern med part i firmaet. Det er i dette PR-firma med så forskelligartede aktiviteter som bl.a. lobby, public affairs, medietræning, events og sponsering at Trine Lindén forsøger at opbygge en afdeling med historieskrivning.

Et par pluk fra firmaets egen præsentation af hvad den mener historie skal være:

Virksomhedshistorie skal vise hvordan virksomheden har "fulgt med tiden eller ligefrem været foran" (muligheden været bagud nævnes ikke). Historien er også et "effektivt redskab" til at skabe identitet og virksomhedskultur.

"Ikke mindst i kommercielt øjemed er historien et effektivt redskab", for det drejer sig om at bruge historien i markedsføringen. Historieskrivningen skal gøre en virksomheds produkt "unikt", så fremtidens forbruger vælger lige præcis virksomhedens vare, som så "smides i indkøbskurven". "Historien vil flytte markedsandele!" sælges budskabet under. Man skal bare kontakte GCI Mannov for at få mere at vide om, "hvorledes fremtidens markedsføring findes i fortiden". "Når f.eks. en hovedpinepille skal lanceres, kan GCI Mannov Virksomhedshistorie fortælle, hvad f.eks. Aristoteles gjorde, når han efter en lang dags store tanker havde hovedpine. Når det handler om shampoo, kan der tages udgangspunkt i rokoko tidens meterhøje parykker fyldt med snavs og småkravl." Citaterne taget fra firmaets præsentation på Internettet.

Det lyder ikke som et sundt miljø at skrive neutral historie i. Hvor slutter det ene og hvor begynder det andet?

Tendensiøs historie

Da jeg fik bogen om Daloon i hænderne glædede jeg mig faktisk til at læse den. Ud fra udstyr og læsning af enkelte afsnit så den lovende ud. En mere systematisk læsning fik snart advarselslamper til at lyse. På den tid arbejdede jeg i Rudkøbing, og bogens rosenrøde billede af Daloon, svarede ikke til det billede, som folk i byen gav af fabrikkens lokale afdeling. Det var ikke et sted, man foretrak at arbejde. Da jeg spurgte mig for i Nyborg, var billedet det samme - en industriarbejdsplads for ufaglærte meget lig alle andre. Herefter skrev jeg anmeldelsen.

Den tendensiøse historie fik mig til at se nærmere på firmaet GCI Mannov. Skævheden i historieskrivningen er også blevet bekræftet i Trine Lindén egen udtalelse om, at bogens oplysninger er fremkommet i tæt samarbejde med folk, som har været mere end 25 år på fabrikken. Det er de loyale medarbejdere, som har skaffet historierne. Det er altså ikke historien skrevet ud fra ønsket om så alsidige kilder som muligt.

Bogen om - og betalt af - Bryggeriforeningen ("Bryggerne", produceret af marketingfirmaet Gunbak 1999) er meget lig. Den er udarbejdet af historikere, velskrevet og i flot udstyr, men her er også den samme skævhed i historien. F.eks. står det meget lidt om branchens ubehagelige sider i forhold til det store alkoholmisbrug i første del af 1900'tallet, om foreningens rolle som potentiel karteldanner og indsatsen for at fastholde en flaskereturordning som værn mod udenlandsk konkurrence.

Indtil videre ser det ud til, at man ved at kontakte et PR-bureau kan betale sig til en positiv historie, som endda leveres af uddannede historikere. Det er med til at kompromitere genren, og det skader den historiker, som overholder sit fags gamle dyder: der bliver ikke mulighed for neutral historieskrivning.