Kulturarven i det 21. århundrede

For en håndværker er det indlysende, at han vælger det værktøj, der er bedst til at udføre et bestemt arbejde. På samme måde er det indlysende, at samfundet skal vælge det bedste værktøj, når det historiske arbejde skal udføres. Mange af de værktøjer, som museer, historiske arkiver og biblioteker har udviklet siden institutionerne begyndte at arbejde professionelt for omkring 100 år siden skal fortsat bruges. Det er imidlertid også nødvendigt, at der udvikles nye værktøjer til at bevare historien, når samfundet har ændret sig. Det er det denne artikel handler om.

I korthed kan man i dag karakterisere samfundet som

• 1) internationalt. De dominerende institutioner har netværk som rækker langt ud over det lokale, ofte er de globale.
• 2) i hurtig forandring. Historiske strukturer ændres i dag væsentligt i løbet af måske 10 år, hvor det tidligere skete over et forløb på 50 år eller mere.
• 3) kompliceret og specialiseret. Et kraftigt hævet uddannelsesniveau, effektive muligheder for lagring og distribution af information og en stærk specialisering har gjort alle områder videnstunge.

Det er indlysende, at samtidshistorikere for 100 år siden kunne etablere små lokalt dækkende institutioner, som bevarede minderne fra lokalsamfundet med det lokale landbrug og håndværksted i det (næsten) selvforsynende samfund. Det var overskueligt; amatører kunne være med; den folkelige opbakning og forståelse gav en såkaldt passiv indsamling, hvor ting og arkivalier blev opbevaret på privates initiativ. Historikerne kunne alliere sig med arkæologer og middelalderhistorikere, som tilsvarende gik ud fra det lokale. Kommunegrænsen angav interessefeltet - indenfor: interessant; udenfor: uinteressant. Landet blev derved dækket af et finmasket net af lokale institutioner, som ved siden af den indsamlende og bevarende opgave tillige har kunnet være en effektiv historisk formidler for alle kroge af landet.

De tider er nu slut. Hvis perioden ikke skal ende som en historieløs epoke, skal der snart gøres en radikal og omfattende indsats som det vil blive uddybet nedenfor. I hvert fald er de hidtidige metoder ikke fyldestgørende for den nyeste tids vedkommende. Det lyder paradoksalt i en tid, der er domineret af så meget information, men der skal udvikles nye historiske værktøjer. Det skal bl.a. ske gennem

• 1) specialisering. De historiske opgaver skal varetages af folk med en dyb viden på specialområder
• 2) samtidsdokumentation. Viden om genstande og sociale strukturer skal indsamles mens den eksisterer
• 3) internationalt samarbejde. Arbejdet skal udføres i et udbygget nationalt og internationalt samvirke.
• 4) ændrede institutionelle rammer. Nye institutionstyper skal etableres (f.eks. kombination af museer, arkiver og biblioteker) bl.a. som følge af ændrede politiske vilkår.
• 5) aktiv indsamling. Det historiske arbejde skal udføres gennem en bevidst og målrettet indsats.

Historien nærmer sig nu'et

Historien, mindet om de historiske begivenheder, er altid forsvundet af sig selv. Det er derfor samfundet har skabt institutioner, som bevarer et rimeligt udvalg af genstande og oplysninger, så eftertiden kan forstå sine forudsætninger.

Der er blot sket det særlige i vor tid, at selv store forandringer foregår i løbet af et kortvarigt tidsforløb. Det får en meget stor praktisk konsekvens for de kulturarbejdere, som har ansvaret for at bevare kulturarven. Hidtil har man - groft taget - kunne vente med at hjemtage arkivalier til den lokale virksomhed har skullet rydde ud i sine arkivlokaler. De mange kasser papirer kunne afleveres til arkivet og efter sortering indgå i det historiske minde. Museet har fra dødsboet fået tilbud at kunne få håndværkerens værksted, når den gamle mand var afgået ved døden. Værktøjet stod rimelig komplet i det lille værksted bag privatboligen. Det har været denne passive indsamling, der har domineret, hvor det indsamlede havde været i brug 50 - 80 år tidligere. Genstandene talte for sig selv. Der var sjældent indsamlet ret mange oplysninger om den såkaldte kontekst, for man kunne let forstå hvorledes de simple redskaber havde været benyttet.

Den tid er slut. Af årsager, der bliver uddybet nedenfor, er vores tidshorisont for indsamlingsarbejdet nu kun omkring 10 år fra indsamlingstidspunktet til en bestemt begivenhed eller situation. Ofte langt kortere. Historien nærmer sig nu'et.

Derfor er den passive indsamling ikke mere en strategi, der kan benyttes for kulturbevaring. Sat på spidsen skal man allerede planlægge den historiske indsamling inden begivenhederne sker. Et museum skal således udvælge sine museumsgenstande inden de starter deres egentlige liv i brug. Man skal f.eks., som Tøjhusmuseet har gjort, udvælge et F16 fly for at dokumentere dets bedrifter med deltagelse i krigen i Jugoslavien og hvad det nu vil komme ud for i dets forventede ca. 10 års levetid - for en sikkerheds skyld er der samtidig udvalgt et andet fly, hvis det første skulle havarere.

Indsamlingen skal fremover ske bevidst. Kulturarbejderne skal have en udfarende rolle. De skal vælge til - og dermed også vælge det fra, som de ikke kan nå, eller som de på det tidspunkt ikke mente var relevant. De har ikke mere den tidsmæssige afstand til begivenheden, og i stedet risikerer de at blive kulturblinde. Således ville mange fotografier sikkert været blevet kasseret af arkivarerne, hvis de var blevet tilbudt kort efter deres optagelse. Ved den tidsforskudte levering har bevaringsfolkene kunne se, at der var interessante forhold i billederne - påklædningen var tidstypisk, frisure og makeup domineret af moden, landskabet havde sine tidstypiske træk.

Kulturarbejderne skal opøve nye kompetencer til at kunne vurdere det kommende historiske kildemateriale. Historikerne skal efterfølgende kunne forholde sig til et kildemateriale skabt af kulturarbejdere med den store risiko for modeskabte svingninger i indsamlingstemaer. De ældre danske museer bugner af manglebrædder - hvordan undgår vi, at indsamlerne får skabt nutidens bjerge af ensartede artefakter?

Historiens hurtige forsvinden

I gamle dage passede man på sine ting. Skoene blev repareret; man søgte at bruge og genbruge.

Den tid er slut. Den økonomiske overflod gør det muligt for folk at købe nyt hele tiden og smide det gamle væk. Samfundets rigdom har tilmed gjort det muligt at lade moden bestemme tingenes levetid. Ting bliver sjældent slidt op, men bliver umoderne eller udkonkurreret af nye modeller, der kan mere.

En købmandsforretning for en generation siden havde få tusinde varenumre. I dag har et indkøbscenter måske hundrede tusinde - og vel og mærke varer som hurtigere bliver udskiftet.

Det var let at overskue, da et hjem havde en radio med to danske programmer, et TV med ét program, én telefon. I dag findes TV med tusinder af kanaler, DVD, Internet, clockradio, båndoptager, video, CD-afspiller - ved siden af de stationære anlæg, findes i dag et hav af transportable, så medieudbuddet også kan udnyttes alle steder, hvor man befinder sig via walkman, mobiltelefon osv.

I erhvervslivet forsvinder fabriksanlæg tilsvarende hurtigt eller omformes til ukendelighed i løbet af meget kort tid. El-ovnene på Det danske Stålvalseværk er på godt 20 år blevet umoderne; investeringer til flere hundrede millioner er nu nytteløse. Et fabriksanlæg på en fabrik har ofte maskiner, som kun bliver op til 10 år gamle - f.eks. Panther Plast i Vordingborg er maskinerne til at lave emballage 6-8 år gamle. Ved den nyeste informationsteknologi har udstyr i dag ofte en levetid på under 4 år, hvad de fleste arbejdspladser med administrative opgaver kender til. Virksomheder inden for IT-området har udstyr, som sjældent er over 1-2 år gammelt.

Denne situation gør det vanskeligt for museumsfolk at følge med i hvorledes de potentielle museumsgenstande har været brugt, hvis man på traditionel vis ville vente til tingene er blevet 80 år gamle.

Endnu værre er det, at tingene lige præcis ikke bliver gamle. De små genstande smides væk - hvorfor skulle man gemme noget, som ikke kan genbruges? Og i produktionen er fabriksanlæg store og sammenhængende. Når et system bliver umoderne, går det til skrot. Ingen forventes at have brug for udrangerede og teknologisk forældede anlæg.

I denne situation må museumsfolkene være klar til indsamling meget kort tid efter genstandene er blevet produceret - ellers er det for sent.

Viden om komplicerede systemer

En meget stor del af samfundet eksisterer i kraft af komplicerede systemer. Folk har fået specialistopgaver i en mangfoldighed. Hvor den lille smedemester ved ambolten for et par hundrede år siden kunne klare at fremstille de fleste af lokalsamfundets redskaber i jern, sker samfundets forsyning i dag fra specialiserede virksomheder, der fremstiller produkter inden for stadig snævrere og snævrere felter. Grundfos i Bjerringbro laver pumper og på deres lille felt leverer de til gengæld en meget stor del af verdens forbrug. Samtidig med at produkterne sælges internationalt, består de også selv af internationalt fremstillede komponenter. Dele fremstilles på fabrikker i Sydamerika, Nordamerika, Japan, Korea, Italien, Tyskland osv.

Ikke kun fysiske produkter bliver leveret af underleverandører, men også serviceydelser. Der udføres konsulenttjenester på alle områder fra vedligeholdelse af kraner, ventilation, trucks, kloak osv. og til selvfølgelig den stadige vedligehold af produktionsudstyret ved hjælp af mekanikere fra maskinfabrikkerne. Selv på ledelsesplanet står konsulenter klar med specialviden om ledelse.

Ingen enkeltperson kan gennemskue alle arbejdsprocesserne til bunds. Bare at håndtere en enkelt af de mange maskiner i produktionen, kan tage et halvt år at lære for en ufaglært specialarbejder. Hertil kommer den samlede viden hos de forskellige ingeniører inden for metallurgi, kemi, varme, vandstrømme, økonomer for varestyring, finansiering, ledelse, arbejdsmiljø. Og ikke mindst er det en viden, som man stadig skal holde sig orienteret om i den stadige udvikling på universiteter, tekniske højskoler og branchen generelt.

Det er denne virkelighed dagens museumsfolk skal forholde sig til med komplicerede systemer, som til stadighed forandrer sig. Hvis der skal bevares viden om den aktuelle situation, skal den indsamles i dag. I morgen er situationen højst sandsynligt en anden.

Kulturarbejdere uddannet på et universitets humanistiske del har traditionelt haft til opgave at udføre det historiske arbejde. De kan i høj grad klare den menneskelige dimension, hvor det drejer sig om at høre hvorledes det enkelte menneske i dagligdagen oplever og forstår. Den etnologiske indlevelse har sin styrke her.

Over for komplicerede organisationer kommer disse enligt arbejdende personer imidlertid til kort. Alene er det en umulig opgave at overskue en stor virksomhed med mange tusinde interne og eksterne kontakter. Endnu mere umuligt er det at forstå hvori det vigtige består ved processer, som er specialiserede. Her skal undersøgeren nemlig have en stor mængde af specialviden i forvejen - opgaven at forstå komplicerede systemer bliver selv et kompliceret arbejde med sine egne metoder og med mange forskellige bidragsydere, hvis man skal forstå tingene til bunds. Opgaven ligner meget mere en forskningsproces, med grundige forberedelser inden det komplicerede indsamlingsforløb. Det er ikke mere nok, at man som en nysgerrig journalist stiller spontane spørgsmål til aktørerne. At interviewe en metallurg kræver mere end et elementært kendskab til metaller; over for en bankmand kræver det viden om det økonomiske flow; hos en psykolog viden om de gældende teorier; mens en elektroingeniør kræver tilsvarende en ret dybtgående viden om hans område osv.

Det er oplagt, at når man skal forstå en kompleks organisation som ovennævnte, er det hensigtsmæssigt at en gruppe kulturarbejdere med et bredt erfaringsfelt arbejder sammen. På samme måde som samfundet har specialiseret sig, skal de historiske medarbejdere tilsvarende specialisere sig. De skal hver især kunne bidrage med deres kompetenceområde ud over at de har en fælles referenceramme omkring det kulturbevarende. Hvilket igen stiller krav til uddannelses- og efteruddannelsesinstitutioner med henblik på at kunne give folk denne kompetence.

Digitale informationers forsvinden

Aldrig har der været så meget viden i samfundet. Og aldrig har den forsvundet så hurtigt.

Takket være de nye digitale medier forsvinder oplysninger undertiden med bogstaveligt taget lynets hast. Vi har meget at takke den digitale teknologi for i de sidste tiårs fremgang i videnskab og økonomi. Teknologiens muligheder for at gemme, distribuere og kombinere information er ikke engang fuldt udnyttet endnu. Der er blot den store ulempe i det kulturbevarende perspektiv: de digitale oplysninger forsvinder.

Det er der flere grunde til, men de væsentligste er at

• digitale medier nedbrydes

•  'nøglen' til informationerne forsvinder

• der sker en teknologisk forældelse

•  informationerne ligger i komplicerede systemer

Disse fire forhold i kombination betyder, at information skal indsamles meget kort efter at den er skabt. I mange tilfælde skal det historiske materiale endda planlægges indsamlet, inden begivenhederne sker.

Lad os kort opsummere problemernes natur:

De digitale medier nedbrydes. Værst er nedbrydningen af de medier, som bygger på magnetisk lagring. De omfatter backup bånd, hard diske og floppy drev for at nævne nogle af de mest kendte. Der skal bare en stærk strømpuls, et enkelt lille lyn, i en ledning til at fjerne alle informationer på dens vej. Nedbrydningen kan også ske langsommere, hvor det magnetiske lag på mediet gradvist mindskes. Det er ikke det store problem, når informationerne er opbevaret analogt, som det er tilfældet med videobånd- og lydbåndsoptagelser. Her svinder kvaliteten gradvist. I den digitale verden forsvinder læseligheden lige pludselig fuldstændigt - kun en bekostelig og omfattende rekonstruktion kan muligvis genskabe informationerne. Mange virksomheder har fået ubehagelige overraskelser, når de skulle bruge deres gamle data. F.eks. har Rigsarkivet modtaget bånd fra statsinstitutioner, hvor det efterfølgende har vist sig, at backup'en ikke fungerede. Således er der forsvundet en del information om af den danske arbejdsløshed.

Der kommer til stadighed nye medier, og her siges CD-ROM at være en god og holdbar teknologi med op til flere hundrede års bevaring. Det kan være rigtigt nok, men det kan også være forkert. Nogle fejlbrændinger eller fejl på medier betyder, at mediet måske ophører med at kunne læses efter 2 år. Det er ikke som ved papir, at man kan se hvor langsomt nedbrydningen foretages, og hvor man kan gribe ind og f.eks. kopiere inden papiret helt er mørnet. Ved de digitale medier er nedbrydningen usynlig og ødelæggelsen opdages pludseligt og derved for sent.

Oven i de ovenstående problemer sker den teknologiske forældelse. Forældelsen medfører, at de digitale informationer ikke kan læses fordi hardware eller software ikke mere er til rådighed. Med den hastige udvikling, der findes i disse årtier, er EDB-udstyr løbende blevet erstattet af nyt isenkram. I vores bevaringsperspektiv har det så bare betydet, at de gamle standarder ikke mere kan benyttes. Allerede i dag er det omstændeligt at finde en computer, der kan læses en 5 1/4" floppydisk - der var den overvejende standard for 10 år siden! På samme måde er de første generationer af læseapparater til back-up medier i erhvervslivet eller videosystemer hos Danmarks Radio ved at udgå totalt. Der kan ikke skaffes reservedele mere, når de først er gået i stykker. Så er det slut.

Forældelse kan også ske på grund af software. Hvis det altså er lykkedes at læse informationerne rent fysisk, skal man efterfølgende have styresystem, program og outputenhed til at genbruge informationerne. Det bliver ikke små simple lokale institutioner, som kan håndtere den nye tids medier med tusindvis af forskellige standarder for filer og filsystemer. Ikke engang landets førende bevaringsinstitution for digitalt materiale, Rigsarkivet, kan håndtere andet end en lille håndfuld programmer, som man så til gengæld søger at få standardiseret.

Hvis det skulle lykkes både at have hardware og kunne læse et digitalt medie, kan der alligevel være et problem med overhovedet at få fat på informationerne. Man skal nemlig kunne afkode de oplysninger, der genfindes. I 'gamle' dage vidste man, at indførslerne i en bestemt protokol skete i kronologisk orden, én linie ad gangen. En digital udgave kan man ikke se, hvornår tingene er skrevet, hvornår rettelser er blevet udført eller bare om talserier gælder oplysninger om vejrtemperaturer eller er telefonnumre.

Selvfølgeligt er det muligt at angive ved et medie, at det indeholder en bestemt information, at det er skabt under bestemte forhold. Det er blot et kæmpe arbejde med de efterhånden mange skabte data viser oparbejdning og dokumentation af information for forskningsdata på Dansk Dataarkiv - selv et så stort og velfungerende offentligt arkiv som Dansk Dataarkiv overkommer kun at bearbejde en talmæssigt mikroskopisk del af den information, der skabes i samfundet.

I rækken af problemer må det også nævnes, at mange af samfundets informationssystemer er så komplicerede og omfattende, at det faktisk ikke er muligt at bevare dem i deres helhed. Det kan f.eks. være et system, med flere decentrale servere fyldt med data, som hele tiden bliver opdateret. At tage en kopi bliver i bedste fald kun et snapshot af situationen på et bestemt tidspunkt. De løbende forandringer er ofte umulige at medtage.

En indsamling af digitale data kan altså lykkes, hvis de bliver indsamlet inden medierne destrueres, mens der både findes hardware og software til at læse, mens der findes viden om systemerne og mens der endnu findes viden om hvad informationerne dækker og er skabt under.

Alt dette kan ikke ske med årtiers forsinkelse og i mange tilfælde ikke engang med 5 års forsinkelse. Derfor må man i gang med at udføre indsamlingsarbejdet sideløbende med at informationerne bliver skabt. I bedste fald at planlægge aflevering af information inden den bliver skabt.

Den sidstnævnte arbejdsmetode må siges at være lidt af den, som Rigsarkivet har som  politik over for Statens institutioner. Der bliver lagt retningslinier for, hvilke programmer, de må bruge. En god politik, men virkeligheden er dog langt fra det ideelle, hvor f.eks. meget få institutioner overholder reglerne fuldt ud. Tænk så på hvorledes det vil være at sikre den store og mangfoldige private sektor, hvor det ikke er muligt at lave restriktioner for benyttede programmer og hardware. Det er en kæmpe indsats, som venter på fremtidens kulturarbejdere alene på dette område.

Samtidsdokumentationens muligheder og metoder

Nu har vi fået forklaringen på, at kulturarbejderne fremover mere skal have fokus på den historiske situation i nuet - i nogle tilfælde blot med et historisk perspektiv på 2-3 år, men i en del tilfælde altså skal tage initiativer forinden de historiske begivenheder.

Det siger sig selv, at arbejdsmetoderne må forandre sig. Nu kan de historiske indsamlere ikke mere passivt afvente, at ting bliver tilbudt. De skal være aktivt udfarende.

Til denne samtidsdokumentation findes der heldigvis nogle effektive arbejdsredskaber til rådighed. Dem skal kulturarbejderne have lært sig samtidig med at metoderne selvfølgelig til stadighed skal videreudvikles og tilpasses de nye udfordringer.

Et vigtigt led i arbejdet bliver feltarbejdet, hvor en eller flere personer opholder sig i fysisk nærhed af den organisation/fænomen, der skal dokumenteres. Der skal skabes en indføling med området således at de rette initiativer kan tages herunder at udvælge den rette fokus.

Som nævnt vil der ikke blive mulighed for at hjemtage helheder. På grund af størrelse og kompleksitet kan museumsgenstande ikke mere gemmes i sin fulde udstrækning; der skal i stedet udvælges enkelte centrale genstande, som i en fremtidig pædagogisk og forskningsmæssig sammenhæng vil have en høj grad af fortælleværdi.

Den nære kontakt med de aktuelle aktører gør det samtidig muligt at aftale en aflevering af fysisk materiale med tilhørende information, hvad enten afleveringen skal ske kontinuerligt eller gives som en samlet helhed efter et tidsforløb. Der vil sikkert blive tale om begge løsninger, da mange EDB-systemer i hvert fald vil kræve en kontinuerlig arkivering af data for at sikre en bevaring af oplysninger i  tidsserie.

Disse traditionelle historiske kildegrupper som arkivalier og museumsgenstande vil som nævnt langt fra kunne fortælle hele historien om de komplekse organisationer. Der skal derfor suppleres med dybtgående interviewserier hvor nøje udvalgte personer i systemet fortæller om forholdene set fra deres position og om den dynamik, der findes i deres omgivelser.

Tidens moderne hjælpemidler skal tillige benyttes i deres fulde udstrækning. F.eks. skal de fysiske omgivelser og tekniske anlæg gennemfotograferes og det levende liv optages på video.

Alt afhængig af organisationernes karakteristika skal indsamlerne have et bredt spekter af kompetencer. Den ensomme ulv på feltarbejde kunne fungere, når det drejede sig om at få viden fra primitive samfund. Det 21. århundrede vil blive en periode med samarbejde for at udnytte flere personers kompetencer. Det siger sig selv, at en projektorganisation vil give et helt andet arbejde end en enkelt persons intuitive arbejdsform. De enkelte deltagere vil i stedet blive beriget med den gensidige inspiration fra fagfæller i det fælles projekt gennem de løbende diskussioner af mål og midler.

Den komplicerede nutidsindsamling

Arkæologerne kan udstille fortidens døde mennesker; indsamlere i nutiden har problemer med bare at få oplyst et CPR nummer.

Indsamlerne står fremover i en helt anden situation. Fremover skal de ind i endnu aktive personer og institutioners private rum, med de følger det har.

Det kræver forståeligt en stor integritet og tillid at give udenforstående indsigt i forhold, som opfattes som følsomme og private. Kulturarbejderne - og deres institution - skal derfor være tillidsvækkende. Det skal være klart, at det indsamlede bevares sikkert og uden risiko for at det falder i udenforståendes hænder. Klausuler for benyttelse inden for bestemte tidsrum vil blive meget almindelige.

Som i personers privatliv har institutioner også deres forhold, de ikke ønsker offentlighedens kendskab til. Nutidens mange informationsmedarbejdere skal ofte sikre, at kun uskadelig information bliver spredt. I vores historiske perspektiv er vi interesseret i alle oplysninger, også om det beskidte vasketøj, den lurende skilsmisse, de etisk problematiske handlinger osv.

Det kan lyde barskt, men samfundet i dag er bygget op af en lang række barrierer, hvor skjulte forretningsmæssige forhold er forudsætningen for institutionens eksistens. Bag hegn med TV-monitorer og ronderende vagter vogtes hemmeligheder hvad enten det drejer sig om sårbare EDB-systemer i banker, udviklingsprojekter i medicinalvirksomheder eller bare strategiske beslutninger i institutioner. Denne artikels forfatter har hos alle de virksomheder, han har udført feltarbejde hos, fundet forhold, som var problematiske over for levnedsmiddelmyndigheder, arbejdstilsyn, skattemyndigheder, konkurrencestyrelse (hvilke det sidste tilfælde har kunnet udløse bøder på flere hundrede millioner og true virksomhedens eksistens). Ikke mindst monopolisering af leveringen af information er vigtigt i et videnssamfund; her ville en uprofessionel håndtering af viden fra de kulturhistoriske indsamleres side kunne krænke f.eks. den copyright, som er det juridiske hegn, der er sat op omkring stadig flere former for information eller skade virksomhedens kommercielle virke alvorligt, hvis viden om virkeligheden ukontrollabelt blev lukket ud.

Specielt omkring museumsgenstande er situationen ændret derhen, at de ønskede genstande stadig er i brug og altså stadig har en værdi. Selvom der kan indgås aftaler om at genstandene kan indgå i samlingerne efter brug, vil der være store logistiske problemer omkring at holde en aftale varm i en verden med travlhed. De ofte store og sammenbyggede anlæg lægger dog andre og større begrænsninger på fremtidens muligheder for at stå over for hele en tidligere tids virkelighed.

'Skal vi nu på museum?', lyder det ofte spontant fra menigmand, når de bliver konfronteret med indsamlere af nutidsoplysninger. Som en anden bedemand bliver kulturarbejderne mødt med lidt af en skepsis, der er i skarp modstrid med den holdning, hvor det har drejet sig om ældre materiale. Her må indsamlerne kompensere gennem bl.a. den omtalte professionalisering.

Færre midler og mindre støtte

Aldrig har den folkelige forståelse for de historiske aktiviteter været større og aldrig har der været bevilget så mange midler til sektoren. Det er derfor mærkeligt at skulle skrive det følgende, for jeg vil forudsige, at der vil være tendenser til en kraftig økonomisk nedprioritering af området. Måske kan der mistes en offentlig støtte i størrelsesorden af 60 % af de nuværende midler.

Hidtil har den danske historiske verden været båret af en bred folkelig opbakning. De historiske museer er som regel blevet skabt af ildsjæle, og hvert amt har haft sine aktive historiske foreninger.

Denne brede folkelige forståelse for en nyere tids historie vil fremover mindskes. For det første må indsamlerne ikke vise, hvad de har fået ind til at bevare for eftertiden. På grund af de nævnte klausuler om tavshed, kan materialet først benyttes i sin fulde udstrækning efter årtier. Man kan derfor ikke løbende vise sin berettigelse.

Der er i øvrigt heller ikke mange, som vil være interesseret i at se en udstilling eller læse en bog om samtiden. Den tror man, at man kender. Med andre ord. Der er ingen nostalgi. Meget af den historiske interesse bunder i en følelsesmæssig tilbagevenden til den fortabte barndom eller længere tilbage. Og den kan ikke mobiliseres.

Dokumentationsarbejdet har tilmed en så uhåndgribelig natur, at det er svært at forklare. Det er meget lettere at forstå, når det drejer sig om stenøkser og smykker, der hentes op fra jorden eller primitive værktøjer fra 1800'tallets værksted. CD-ROM'er med digital data er ikke spor sex'et, og komplicerede strukturer i organisationer og netværk er svære at forstå.

Med til at give støtte til de hidtidige historiske aktiviteter har været en legitimering af 'vores', af gruppefællesskabet. Det er tilfældet ved etableringen af NATIONALmuseet og RIGSarkivet med de nationale klenodier for dyrkelse af nationalstaten til vores egen lille historiske klaphat, sognets lokalhistoriske arkiv, hvor alt uden for sognegrænsen er uinteressant eller virksomhedens 100-årige historieskrift. Det har været håndgribelige institutionelle størrelser, men således vil institutioner ikke mere fungere.

Verden er blevet international. Nationalstaten skrumper til fordel for et komplekst samarbejde i EU-regi. Erhvervsvirksomheder internationaliseres, samtidig med at organisationen går fra de tidligere hierarkiske ret håndfaste organisatoriske strukturer til et løst flagrende netværkssystem. Den gamle karismatiske leder og måske også ejer er en saga blot; han er blevet afløst af et diffust ejerskab i en institution med anonyme ansatte.

Alt dette betyder en mindre forståelse, og derved færre midler til området. I dag kommer f.eks. størstedelen af midlerne til museernes drift fra kommuner og amter. Op mod 60 % af midlerne kan derfor forsvinde, når kommunalbestyrelserne i de tilbagevendende sparerunder skal prioritere mellem at nedlægge en skole eller stoppe et historisk arbejde, som ingen vælgere forstår eller mener de får glæde af, og hvor størstedelen af aktiviteterne handler om begivenheder udenfor kommunegrænsen.

Folketingspolitikere vil naturligvis tilsvarende have det svært at forstå nytten af nyt historisk arbejde på samme måde som lokalpolitikere. Der skal argumenteres på en helt anden abstrakt og ukonkret måde for at få midler.

Fremtidens Internationalmuseum

Fremtiden vil i høj grad være international - også for det historiske arbejde. Det er der to hovedforklaringer på.

De historiske processer har længe overvejende været internationale. Det har dog ikke domineret den historiske verdens arbejde selvom der faktisk altid har været kulturkontakter på internationalt plan hvor f.eks. håndværkernes svendevandringer (læs efteruddannelse) rundt i Europa i høj grad var et led i en international kultur. Når eftertiden har skullet skrive historie, har de som regel set tingene fra en lokal synsvinkel, hvor folk er taget UD og er kommet HJEM. Dette nationale, lokalnostalgiske, synspunkt er helt klart ude af takt med virkeligheden i dag. Hør blot radioens musik skabt i udlandet og se rundt i omgivelserne med internationale forbrugsgoder. Den danske historie bliver ikke mere (udelukkende) skabt i Danmark. Den bliver i stigende grad skabt i udlandet.

Dette er den ene grund til at de historiske indsamlere skal arbejde sammen internationalt for at få et fuldgyldigt billede af udviklingen. Den anden grund er pragmatisk. Hvis indsamlerne skal kunne råde over historiske eksperter, kan intet land alene dække alle områder med dybtgående viden omkring alle de mange specialområder. Ikke engang de største europæiske lande er store nok. Derfor skal også det historiske arbejde indgå i en international arbejdsdeling - på samme måde som produktionslivet længe har gjort det - hvor hvert lands kulturarbejdere bidrager med hver deres kunnen og viden.

På samme måde vil hvert lands samlinger blive puljet til ét samlet virtuelt museum. Lad os kalde denne vision for Internationalmuseet.

De tidligere bemærkninger omkring risikoen for en svindende økonomi betyder samtidig, at der skal arbejdes meget mere rationelt. Alene af den grund skal de indsamlende institutioner koordinere og rationalisere. Den nuværende decentrale organisering med enkeltstående museer uden nogen egentlig koordination - ikke engang et fælles lagerstyring på EDB fungerer - er dybt uprofessionelt. Der findes ingen efteruddannelse på indsamlingsområdet - f.eks. er størstedelen af Museumshøjskolens kurser for alle museumskategorier; når både kunstmuseer, zoologiske haver og arkæologiske museer skal have noget ud af undervisning, bliver der ikke undervist ret meget i specifik den nyeste tids indsamling og problemer.

På samme måde findes der ingen lærestole i Danmark, hvor der forskes på området. Heller ikke den historiske verden har iværksat nogen systematisk udvikling bortset fra at man mødes en gang imellem for at tale om tingene. Det er selvfølgelig fint nok, men ikke særlig effektivt, hvis man grundlæggende skal udvikle tidssvarende metoder. Det er de færreste samfundsområder, hvor tingene får lov til at udvikle sig så planløst.

Derfor vil der alene gennem koordination, udvikling og anden rationalisering kunne arbejdes mere effektivt og derved måske helt kompensere for de mistede økonomiske ressourcer.

Udvikling af institutioner

I den private sektor sker udviklingen af institutioner i en konkurrencesituation. På markedet kappes de enkelte firmaer om at levere det bedste produkt. De institutioner, der kan tage hensyn til de ændrede forhold, får afsat deres varer. Følger et firma ikke med udviklingen, bliver det udkonkurreret. Det er en slags 'naturlig' udvælgelse, som sikrer at kun de sunde og velfungerende overlever. Alt andet lige sikres samfundet den billigste forsyning af produkter på den måde.

Bemærk, at forandringsprocessen i høj grad bliver styret af diskussioner internt i virksomhederne gennem iagttagelse af markedets reaktioner.

Den historiske verden kan ikke styres ud fra den privatkapitalistiske logik. Indsamling og konservering af museumsgenstande kan ikke sættes på økonomiske formler. Det er forsøgt med en lille del af museets virke f.eks. omkring antallet af besøgende, men det er kortsigtet og tager ikke hensyn til kvalitet og egentlig samfundsnytte.

Det særligt svære for de historiske institutioner er nemlig, at deres perspektiv er i hundreder, måske endda tusinder af år. Værdien af dagens indsats bliver først for alvor høstet om mange generationer.

Den danske historiske verden har i stor udstrækning udviklet sig gennem decentrale initiativer. Hvor der har været behov for at etablere en indsamling af arkivalier eller genstande, er der blevet etableret et arkiv eller museum.

Dette princip er egentlig godt nok. Problemet er blot, at institutioner som engang havde en berettigelse, vil fortsætte med at eksistere lang tid efter at deres indsamlingsaktivitet gav samfundsnytte. Der eksisterer ingen mekanismer, som automatisk luger de unyttige fra (og ej heller de uduelige ledelser!).

Her ved indgangen til det 21. Århundrede står vi i den situation, at der er ved at være prop for udviklingen. De mange institutioner oprettet og professionaliseret i de seneste 40 år optager de økonomiske ressourcer, man sådan cirka kan forvente bliver afsat til denne del af samfundssektoren. 'Bevillingskagen' er holdt op med at vokse.

Det er vel også den erkendelse, som har stået bag skabelsen af den nye Kulturarvstyrelse. Styrelsen har den nødvendige styrke til at håndtere situationen - det var lettere for 20 år siden, hvor der var råd til at sige ja til alle gode initiativer. I dag skal man altså både bevilge midler til nye institutioner, fortsat give til eksisterende samt finde løsning på langtidsopbevaring af samlingerne hos de institutioner, som har udspillet deres rolle. Bemærk at der skal skæres ned på hidtidige aktiviteter for at der bliver midler til nye. Det er traditionelt en besværlig, ubehagelig og 'negativ' proces og derfor en opgave man gerne vil undgå med den deraf følgende stivhed og konservatisme indbygget i systemet.

Mens diskussionen som nævnt ved styring af de privatkapitalistiske virksomheder sker lokalt på virksomhederne, sker styringen af historiske institutioner politisk/administrativt i det offentlige system, hvorfor diskussionen om styringen af den historiske verden bør være en opgave i offentligheden. Det er denne artikel f.eks. et bidrag til.