God rapport om den fysiske kulturarv

Udvalget bag rapporten har bestået af repræsentanter fra museer, biblioteker og historiske arkiver. Der har ligget en stærk ‘statsliggørelse’ bag begge rapporter, hvor det er ledelserne på de store statsinstitutioner, der er blevet sat til at lægge den faglige linie. På museumsområdet var det dog indlysende, at statsembedsmændene ikke stod for den højeste ekspertise alene, hvorfor der var suppleret med repræsentanter for både private og kommunale museer.

Udvalget har valgt at beskæftige sig med de hidtidige indsamlede genstande og slet ikke med en strategi for den fremtidige indsamling. Det er populært sagt blevet konservatorernes rapport. De alvorlige konsekvenser af denne og tilsvarende begrænsninger omtales senere.

Argumentet for at fokusere på magasiner og arkiver er, at udgifterne hertil er en stadig stigende belastning, og at man skal se at få hold på disse udgifter, for at have plads til ting også i fremtiden. Populært sagt: der skal ryddes op i bøndernes og borgerskabets genstande for at der - måske - kan blive plads til lidt fra industritiden.

Der bliver lagt op til en meget mere skrap indsamlingspolitik, end den aktuelle meget tilfældige. Der skal samtidig være mulighed for at kassere genstande og arkivalier af mindre historisk betydning - især når deres fysiske tilstand er dårlig.

Fornuftige anbefalinger

Udvalget fremkommer med en lang række fornuftige anbefalinger ud af. F.eks. anbefaler man:

Problematisk værdiskala

Udvalget er blevet stærkt inspireret af den revision af det historiske materiale, der blev udført i Holland for en godt 10 år siden under den såkaldte Delta-plan. Den hollandske stat havde i en 10-årig periode givet lidt mere end 1 mia kr. til en gennemgribende revision af museer, arkiver og bibliotekers samlinger.

En forudsætning var, at de dårligste og mindst brugbare ting blev udskilt. Her har det danske udvalg overtaget den hollandske værdiskala om genstande og arkivalier:

    1) enestående med national betydning - f.eks. Guldhornene

    2) væsentlig national betydning - f.eks. høj håndværksmæssig kvalitet

    3) regional/lokal eller begrænset national betydning

    4) mindre betydning - tilfældigt indsamlet

Denne værdiskala skal suppleres med en tilsvarende tilstandsskala med fire kategorier efter bevaringsstand.

Det er oplagt, at bevidstheden omkring indsamlingsarbejdet skal højnes. Det er også hensigtsmæssigt at iværksætte en (enkeltstående) kassationsbølge for at give plads på magasinerne. Umiddelbart lyder det fornuftigt, at en kombination af genstande af mindre betydning parret med dårlig bevaringstilstand berettiger til deres kassation.

Problemet ligger ‘blot’ i at lave en universel og gangbar værdiskala. Den foreliggende er meget problematisk ved at fremhæve det nationale og unikke. Den folkelige kulturhistorie risikerer at blive ofret. Hvor vil den undselige arbejderlejlighed fra 1950'erne risikere at blive placeret?

Arkivernes statslige arrogance

I rapporten har man valgt ikke at medtage de fleste af landets historiske arkiver. Det lyder mærkeligt, men sådan ser man altså på kulturarvens forvaltning, når man sidder på en statslig institution i København.

De mange hundrede private lokalhistoriske arkiver er ikke nævnt. Hvis der er brug for gode opbevaringsforhold for arkivalier, så er det i hvert fald det meget materiale om private og lokale forhold. Meget opbevares i kældre under fjernvarmerør.

Der er også brug for en indsats inden for en kort årrække på området, da de mange ildsjæle fra pionertiden omkring kommunesammenlægningernes gamle sogne er ved at indstille aktiviteten og arkivets fremtid skal sikres nye rammer.

På samme måde er de mange kommunale arkiver (herunder de arkiver, som rummer den lokale administrations arkiver) heller ikke behandlet.

Det lyder ikke betryggende, at en vigtig del af landets kildemateriale til den private og lokale historie er helt upåagtet af rapporten.

Rapporten skadelig for nutidshistorien?

Ovenfor er rapporten blevet rost for sine forslag. På trods af de gode sider er der imidlertid en overhængende fare for, at rapportens effekt i virkeligheden bliver det modsatte: nemlig at den er til skade for bevaring af kulturarven.

Det er tilfældet med den kulturarv, som forsvinder i disse årtier. Faren er, at politikere og administratorer med denne rapport vil sige: "Nu har vi beskæftiget os med kulturarven. Den er hermed sikret og vil ikke få flere penge".

Rapporten tager nemlig ikke den katastrofale situation op, der findes på området for private erhvervsarkiver. (Det statslige) Erhvervsarkivet i Århus har længe ikke kunnet følge med i indsamlingen af arkivalier fra nutidens hastigt foranderlige erhvervsliv i en stadig mere og mere international virkelighed. Arkivet har ikke alene mistet en lang række medarbejdere men også mistet en selvstændig leder, som ville kunne have talt erhvervsarkivernes sag. Institutionen i Århus ledes nu på deltid fra Viborg.

Heller ikke museumsfolkenes indsamling i det moderne samfund er blevet behandlet. De hastige forandringer, de mangfoldige kulturpåvirkninger og et dybt kompliceret videnssamfund kræver en helt anden indsats ved indsamlingen, som ikke kun skal udføres af traditionelle museumsfolk, men også have aspekter med om økonomi, psykologi, arkitektur osv. Allerede i dag foregår størstedelen af museernes dokumentation uden fysisk indsamling af genstande, hvorfor magasin‑ og arkivproblematikken faktisk langt hen ad vejen er helt irrelevant. Læs f.eks. om de mange dokumentationer i Nationalmuseets tidsskrift 'Nyere Tid'; genstandsindsamlingen er en mindre del af de fleste undersøgelser.

Det er for fejt og for slapt af udvalget at henvise denne opgave til Kulturarvsstyrelsen (som man trods alt gør). Det var en del af det udvalget burde have foreslået løsning på, bedt om midler til og fremlagt overvejelser om, som kunne indgå i den offentlige diskussion.