Den simple model for videnskabsformidling, hvor en mediator sørger for at popularisere forskerens arbejde for menigmand, er for simpel, hvis man skal finde de reelle kommunikationsveje. Dynamikken mellem de forskellige aktører i den kontroversielle debat af risikoforskning er blevet afdækket i en italiensk undersøgelse, og det viser sig, at den relevante information ikke kun er skabt af forskere og journalister, men også af en lang række aktører som organisationer, borgergrupper, private selskaber, forbrugerorganisationer, politiske partier, NGO’ere og mange andre. På samme måde er en model for dialog, som involverer offentligheden, alt for simpel. I virkelighedens verden er der et utal af aktører, som interagerer med hinanden. En anden undersøgelse ser på diskussionen af stamceller. Det er et videnskabeligt område, som kan skabe store behandlingsmuligheder for sygdomme, men som også har en række etiske problemstillinger. Der skal ofte lovgives på disse områder, hvorfor politikere er interesseret i at få en demokratisk debat, inden der skal træffes beslutning. Helt tilsvarende ønskede den hollandske regering at få en debat om nanoteknologi. Her blev der etableret videnskabskafeer til at få gang i debatten. Tilsvarende så man i USA på, hvorledes befolkningen så på finansiering af nanoteknologi. Religiøst indstillede personer var normalt større modstandere end mindre religiøse. Massemedierne var gode til at få folk til at være positive, mens mere faktuelle medier ikke ændrede politiske holdninger. Dyrevelfærd er en anden af de konfliktfyldte emner. Her viste en australsk undersøgelse, at der var mange måder at fremstille dyrevelfærd på. En af dem var chokerende billeder, som dog måtte undgås, da det kunne provokere til negative reaktioner og reducere organisationens anseelse.